Aarhus Universitets segl

Fem bevillinger fra Den Frie Forskningsfond

Fem forskere ved Institut for Geoscience modtager bevillinger fra Den Frie Forskningsfond

Intet mindre end fem forskere fra Institut for Geoscience har modtaget bevillinger fra Den Frie Forskningsfond til banebrydende projekter, der kaster lys over Jordens geologiske og klimatiske fortid – og skaber vigtige perspektiver for fremtidens klimaudfordringer.

Stephane Bodin står i spidsen for projektet "From the ocean to the continent: A leap forward in our understanding of the Jenkyns Event (Toarcian, Early Jurassic)", som vil dykke ned i Jenkyns Event i tidlig Jura – en voldsom klimakatastrofe drevet af vulkansk aktivitet, som betragtes som en analog til nutidens menneskeskabte klimaforstyrrelser. Ved at analysere underudforskede Toarcium terrestriske aflejringer i Atlasbjergene i Marokko vil projektet give indsigt i atmosfærisk CO₂-niveau og miljøreaktioner på land.

Christof Pearce leder projektet "GreenTrace: Trace Fossils as quantitative proxies in Quaternary paleoceanography around Greenland", der ved hjælp af avanceret billedbehandling vil studere sporfossiler i marine sedimenter omkring Grønland for at afkode fortidens klimaændringer og Arktis’ følsomhed over for klimaforandringer.

Marit-Solveig L.S. Seidenkrantz står bag projektet "Pliocene and Early Pleistocene: analogue for future warm conditions in the Arctic (PlioArc)", der undersøger klimaet i Arktis under Pliocæn og tidlig Pleistocæn – en varmere periode, som kan sammenlignes med de forhold, Arktis forventes at møde i fremtiden.

Mads Andreas Faurschou Knudsen driver projektet "The southern Caucasus – a hotspot for early human evolution and dispersal?" i det sydlige Kaukasus, som har været et vigtigt knudepunkt for menneskets udvikling og migration. Med moderne dateringsmetoder vil projektet undersøge menneskearters tilstedeværelse og evolution i området gennem to millioner år.

Søren Munch Kristiansen forsker i projektet "The cradles of agrodiversity in Northern Europe: A Holocene soil chronosequence approach (CRADLESOIL)", der analyserer jordbundsmateriale fra arkæologiske nedgravninger i Danmark og Sverige. Herigennem vil han udforske oprindelsen og udviklingen af havebrug i Nordeuropa – en indsigt, der kan bidrage til forståelsen af historisk landbrug og fødevaresikkerhed.

Institut for Geoscience ønsker forskerne tillykke og ser frem til de værdifulde indsigter, som disse projekter vil bringe.

Du kan læse mere om projekterne her.