De tomme flasker skal fyldes med prøver fra og omkring minebrøndene på vraget. Det er ikke første gang, de skal arbejde med det vrag, men på denne tur skal der hentes nye prøver at analysere på. Der skal tages prøver af sedimenter fra havbunden, af havvandet, af metal fra vraget og af biota – dyrelivet (eks. søstjerne og søanemoner) ved vraget. Men alt det kan hverken Katrine eller de andre forskere selv få op fra vraget, der ligger næsten 25 meter under havoverfladen. Derfor sidder et hold fra Søværnets Dykkertjeneste inde i messen (spisestuen) på Aurora.

                             Katrine kommer lige til spisetid, og der bliver hældt rigelige mængder dijonsennep på dykkernes tallerkner. En af dem nævner grinende, at de kunne kaldes Dijonkompagniet. Senneppen er så stærk, at det river i næsen, men det lader dykkerne sig ikke mærke ved. De griner og driller hinanden, mens flere af dem tigger snus ved sidemanden.

                             Hovmesteren (der står for mad og rengøring på skibet) ryster smilende på hovedet. ”De spiser meget,” fortæller han. ”Jeg må bruge af den mad, jeg har indkøbt til næste togt.” Så griner han og sætter endnu et fad på bordet.

                             Stemningen er høj, og de to dykkere, der har været ved vraget før, fortæller om oplevelsen. ”Det er et fantastisk vrag,” fortæller én, der var dernede i 2017. ”Det var det bedste dyk i mit liv.”

Næste morgen bliver der taget et sidste kig på kort over havstrømmene for lokationen. Det fungerer ligesom vejrudsigten, det er bare forudsigelser af undervandsstrømme og tidevand. På grund af stærke tidevandsstrømme ved vraget er dykkerne afhængige af såkaldte dykkervinduer, når de skal ned til vraget. De optræder, når tidevandet vender, og i løbet af dagen er der kun få vinduer, hvor strømmen er så svag, at dykkerne kan komme ned til vraget.

                             Klokken 10 næste morgen trækker gutterne i de grønne dykkerdragter og pakker dykkerflasker, muslinger og prøvebeholdere ud i den RIB-speedbåd, der har været fortøjet til Aurora, siden dykkerlederen ankom med den tidligt samme morgen.

                             Katrine nævner en sidste gang, at hun meget gerne vil vide, hvor de har placeret muslingerne og taget prøverne, hvis det er muligt. Den nærmeste dykker griner og siger, at nu har de forstået det. ”Gang nummer 17, du fortalte det, fes den ind.” Han blinker og Katrine smiler. For dykkerne er det bare et dyk – et spændende dyk, men et dyk, der varer max 35 minutter. For Katrine er det forskning og vigtige prøver, der skal analyseres på i månedsvis.

                             Så sejler dykkerne ud, og der er ikke andet at gøre for Katrine og resten af skibets besætning end at vente på, de kommer tilbage. Det sker hurtigere end forventet, og da RIB’en lægger sig op ad Aurora igen, er det slukørede dykkere, der vender tilbage med tomme prøvebeholdere og fyldte muslingebure.

                             ”Der er smørsigte,” mukker en af dem. Hans våde dykkerdragt klæber til kroppen, mens han sætter kursen mod et lille kar med varmt vand. Han kravler op i det og sukker.

                             ”Der var ingen sigtbarhed,” forklarer dykkerlederen Katrine. ”Vi må prøve igen senere, for lige nu kan de ikke se noget som helst dernede.”

                             ”Jeg tror, vi var ved vraget,” indskyder en af dykkerne. ”Men det var svært at vide med sikkerhed.”

                             Det er en ærgerlig situation. Hvis dykkerne ikke har mulighed for at placere muslingerne eller tage prøver, har hele turen været forgæves.

                             En halv time senere prøver de igen men med samme resultat, og der er ikke andet at gøre end at vente til næste dykkervindue kl. 17.

                             Dykkerne får de våde dragter af, snupper snus fra den eneste, der har noget tilbage, og nupper et par timer i sengen – eller ”på køjen”, som de kalder det. Imens lægger Katrine en plan sammen med dykkerlederen og officeren. De planlægger efter det dårlige sigte og prioriterer de forskellige opgaver. Første prioritet er at få placeret muslingerne ved vraget, dernæst kommer sediment- og vandprøverne. ”Så må de droppe biotaprøverne,” siger Katrine modstræbende. ”Bare de kan få muslingerne ned og måske en prøve eller to med op. Alt er bedre end ingenting.”