Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Hvordan er det at være på togt?

Kom med lektor Katrine Juul Andresen på togt i Nordsøen, hvor der skal tages prøver på et ubådsvrag fra første verdenskrig.

Af Kathrine Eg Lindgaard


Det er tirsdag eftermiddag sidst i marts 2022. Klokken er 17.30, da lektor Katrine Juul Andresen fra Institut for Geoscience på Aarhus Universitet går ombord på Aarhus Universitets forskningsskib Aurora i Hvide Sande. Med sig har hun kasser fulde af tomme plastikflasker. Der er både store og små flasker, og hver enkelt flaske er beregnet til helt specifikke prøver fra helt specifikke steder. Om få timer sejler Aurora nemlig ud i Nordsøen. Nærmere bestemt sejler hun ud til det sted, hvor den tyske ubåd UC30 gik ned under 1. verdenskrig.

                             Ubåden gik ned med mand og mus – og sprængstof. Og det er netop det sprængstof, som dette togt er centreret omkring. For har det mere end 100 år gamle sprængstof ligget på havbunden og lækket? Vil man kunne spore forurening fra det i sedimenter, vand og dyreliv fra vraget? Det skal Katrine undersøge sammen med et hold af forskere fra Norge, Tyskland, Holland og Belgien i EU Interreg-projektet North Sea Wrecks.

Briefing

De tomme flasker skal fyldes med prøver fra og omkring minebrøndene på vraget. Det er ikke første gang, de skal arbejde med det vrag, men på denne tur skal der hentes nye prøver at analysere på. Der skal tages prøver af sedimenter fra havbunden, af havvandet, af metal fra vraget og af biota – dyrelivet (eks. søstjerne og søanemoner) ved vraget. Men alt det kan hverken Katrine eller de andre forskere selv få op fra vraget, der ligger næsten 25 meter under havoverfladen. Derfor sidder et hold fra Søværnets Dykkertjeneste inde i messen (spisestuen) på Aurora.

                             Katrine kommer lige til spisetid, og der bliver hældt rigelige mængder dijonsennep på dykkernes tallerkner. En af dem nævner grinende, at de kunne kaldes Dijonkompagniet. Senneppen er så stærk, at det river i næsen, men det lader dykkerne sig ikke mærke ved. De griner og driller hinanden, mens flere af dem tigger snus ved sidemanden.

                             Hovmesteren (der står for mad og rengøring på skibet) ryster smilende på hovedet. ”De spiser meget,” fortæller han. ”Jeg må bruge af den mad, jeg har indkøbt til næste togt.” Så griner han og sætter endnu et fad på bordet.

                             Stemningen er høj, og de to dykkere, der har været ved vraget før, fortæller om oplevelsen. ”Det er et fantastisk vrag,” fortæller én, der var dernede i 2017. ”Det var det bedste dyk i mit liv.”

Da fadene er tømt, og bordet er ryddet, briefer Katrine dykkerholdet. ”Der skal sættes muslinger og passive samplere ned ved minebrøndende,” siger hun. ”De skal ligge dernede i nogle måneder og filtrere vandet. Så kan vi forhåbentligt måle på, om de er blevet forurenede, når vi får dem op igen.” Hun fortæller om, hvordan muslingerne denne gang er i nogle metalbure, der skal fæstnes på vraget med en wire. Sidst lå de i nogle net nede ved vraget, og da de blev hentet op igen, var der ingen overlevende muslinger – højst sandsynligt fordi de var blevet knust på grund af den stærke strøm, eller fordi de var blevet spist af store taskekrabber og hummere, der også lever ved vraget.

                             ”Der skal gerne tages prøver her, her og her.” Hun peger på et kort over vraget. ”Hvis I kan, må I meget gerne fortælle mig, hvor I har taget prøverne, når I kommer op,” fortsætter hun.

Briefingen fortsætter i en times tid, og så går både dykkere og Katrine i gang med at klargøre alt udstyret til dagen efter. Bure skal pakkes, beholdere skal stripses sammen, og flasker skal klargøres til at kunne opsamle vandprøver. Første dyk skal finde sted næste formiddag, så da alt er klart, kryber alle til køjs.

Det første dyk

Næste morgen bliver der taget et sidste kig på kort over havstrømmene for lokationen. Det fungerer ligesom vejrudsigten, det er bare forudsigelser af undervandsstrømme og tidevand. På grund af stærke tidevandsstrømme ved vraget er dykkerne afhængige af såkaldte dykkervinduer, når de skal ned til vraget. De optræder, når tidevandet vender, og i løbet af dagen er der kun få vinduer, hvor strømmen er så svag, at dykkerne kan komme ned til vraget.

                             Klokken 10 næste morgen trækker gutterne i de grønne dykkerdragter og pakker dykkerflasker, muslinger og prøvebeholdere ud i den RIB-speedbåd, der har været fortøjet til Aurora, siden dykkerlederen ankom med den tidligt samme morgen.

                             Katrine nævner en sidste gang, at hun meget gerne vil vide, hvor de har placeret muslingerne og taget prøverne, hvis det er muligt. Den nærmeste dykker griner og siger, at nu har de forstået det. ”Gang nummer 17, du fortalte det, fes den ind.” Han blinker og Katrine smiler. For dykkerne er det bare et dyk – et spændende dyk, men et dyk, der varer max 35 minutter. For Katrine er det forskning og vigtige prøver, der skal analyseres på i månedsvis.

                             Så sejler dykkerne ud, og der er ikke andet at gøre for Katrine og resten af skibets besætning end at vente på, de kommer tilbage. Det sker hurtigere end forventet, og da RIB’en lægger sig op ad Aurora igen, er det slukørede dykkere, der vender tilbage med tomme prøvebeholdere og fyldte muslingebure.

                             ”Der er smørsigte,” mukker en af dem. Hans våde dykkerdragt klæber til kroppen, mens han sætter kursen mod et lille kar med varmt vand. Han kravler op i det og sukker.

                             ”Der var ingen sigtbarhed,” forklarer dykkerlederen Katrine. ”Vi må prøve igen senere, for lige nu kan de ikke se noget som helst dernede.”

                             ”Jeg tror, vi var ved vraget,” indskyder en af dykkerne. ”Men det var svært at vide med sikkerhed.”

                             Det er en ærgerlig situation. Hvis dykkerne ikke har mulighed for at placere muslingerne eller tage prøver, har hele turen været forgæves.

                             En halv time senere prøver de igen men med samme resultat, og der er ikke andet at gøre end at vente til næste dykkervindue kl. 17.

                             Dykkerne får de våde dragter af, snupper snus fra den eneste, der har noget tilbage, og nupper et par timer i sengen – eller ”på køjen”, som de kalder det. Imens lægger Katrine en plan sammen med dykkerlederen og officeren. De planlægger efter det dårlige sigte og prioriterer de forskellige opgaver. Første prioritet er at få placeret muslingerne ved vraget, dernæst kommer sediment- og vandprøverne. ”Så må de droppe biotaprøverne,” siger Katrine modstræbende. ”Bare de kan få muslingerne ned og måske en prøve eller to med op. Alt er bedre end ingenting.”

Succes

Stemningen er ikke helt så høj som tidligere, da dykkerne trækker i dragterne nogle timer senere, men der bliver stadig drillet lidt. Specielt officeren, som denne gang skal med i vandet, får nogle kommentarer med på vejen. Så hopper de i RIB’en, og Katrine nævner en sidste gang, at ”alt er bedre end ingen ting.”

                             De sejler ud mod vraget, og Katrine kan følge dem fra broen på skibet og se dem hoppe i vandet. En forsigtig optimisme breder sig, da de stadig er under vandet et kvarter senere.

                             ”Det tegner godt,” siger skipper, der også holder øje med den lille båd, der vipper på bølgerne foran Aurora. Så skratter radioen.

                             ”Kongesigte,” lyder det utydeligt.

                             ”Kongesigte,” bliver der gentaget på broen med brede smil. En halv time senere kravler fem glade dykkere om bord på Aurora. De slæber på flasker fulde af vand-, stål- og sedimentprøver, og de har endda også samlet de biotaprøver, Katrine ellers havde opgivet.

                             Det er som juleaften, da hun sorterer prøverne og snakker med dykkerne om, hvor de fandt de forskellige prøver. I fællesskab noterer de på et kort over vraget, mens dækket runger af entusiastisk snak om dykket og lyden af grin og skulderklap.

                             Katrine noterer, sorterer og sætter på køl, og så kan Aurora sætte kursen mod Hvide Sande igen. Nu skal der bedrives forskning, og dykkerne kan tage videre til deres næste opgave.

Projektpartnere

German Maritime Museum

Leibniz Institute for Maritime History (DE)

Alfred-Wegener-Institute

Helmholtz-Centre for Polar and Marine Research (DE)

Flanders Marine Institute (BE)

Aarhus University - Department of Geoscience (DK)

NHL Stenden University of Applied Sciences, Maritime Institute Willem Barentsz (NL)

north.io GmbH (DE)

Periplus Consultancy BV (NL)

Norwegian Defense Research Establishment (NO)

University Medical School Schleswig-Holstein, Institute of Toxicology and Pharmacology (DE)

Samarbejdspartnere i Danmark

Sea War Museum

JD-Contractor A/S

Søværnets Dykkertjeneste,

Miljøstyrelsen