Nogle steder i landet breder kilometer lange striber sig igennem landskabet, og flere af dem har den høflighed at standse lige inden en gravhøj. På den måde har naturen været meget betænksom. Medmindre … medmindre der har været mennesker på spil, efter at gravhøjen blev opført? 

I snart 90 år har geologer diskuteret, hvordan 110 sandvolde på Harrild Hede syd for Ikast er opstået. Det har nemlig ikke været tydeligt. For heller ikke arkæologerne syntes, at de passede ind hos dem. Nu er mysteriet løst i et forskningsprojekt ledet af lektor Søren Munch Kristiansen her fra Institut for Geoscience. 

Ved ikke kun at grave i klitterne, men også grave i historiebøger og arbejde med moderne data fra den digitale højdemodel over Danmark, har Søren og et tværfagligt hold løst gåden. For sandvoldene er faktisk en kulturhistorie, som landsdækkende har været gemt og glemt.

Det viser sig nemlig, at flere af landets største klitter er menneskeskabte. De lange klitter bør kaldes sandflugtsdiger og er skabt i 1700- og 1800-tallet for at holde fygesand væk fra datidens marker, enge og landsbyer. Man fandt dengang på at satte lange rækker af grene i jorden, såkaldte rishegn, til at fange det altødelæggende fygesand. Princippet er simpelt: i en ca. nord-syd række stak man en kilometer lang række af små ris, altså grene, ned i jorden. Når risene var helt dækket af fygesand fra vestenvinden, stak man nye grene ned i toppen af den lave sandbunke. Sådan er diget langsomt vokset for, efter mange år, at blive til markante klitter. Nogle steder i landet er der et sandflugtdige, mens der andre steder er 100 af dem samlet. Nogle er 1 meter høje, mens andre er op til 13 meter.

I dag har vi altså mange steder glemt, hvordan nogle af landets største, og måske smukkeste, klitter opstod. Dette er tankevækkende, også fordi sandflugtsdigerne er et vidnesbyrd om de første forsøg på klimatilpasning i den periode, som vi i dag kalder den Lille Istid.

Hvis du vil vide mere, kan du læse hele artiklen her.