Ifølge teorien om pladetektonik er Jordens yderste lag, lithosfæren (ca. 100 km tyk), opdelt i stive plader, som bevæger sig. De driver i forskellige retninger, nogle støder sammen, mens andre glider fra hinanden. Selvom det går langsomt (få cm. om året), forårsager bevægelserne dagligt jordskælv langs pladernes rande, hvor også de fleste vulkaner og bjergkæder findes.

At kontinenterne bevæger sig er forholdsvis ny viden. Alfred Wegener argumenterede dog for det allerede i 1912, men de fleste geologer accepterede ikke hans teori før 1960'erne. I dag er pladetektonikken geologiens store forenende teori, og hovedparten af den geologiske forskning (om f.eks. klima, landskaber og mineraler) relaterer på den ene eller den anden måde til pladetektonikken.

Foredraget beskriver pladetektonikkens fundamentale geologiske processer, og forbinder forekomsten af bl.a. bjergkæder, vulkaner og jordskælv til disse. 

I samarbejde med foredragsholderen er det muligt at tilpasse foredraget efter behov, så der f.eks. lægges mere vægt på vulkaner, jordskælv, et område f.eks. middelhavet, eller en begivenhed, f.eks. Tohoku-jordskælvet.