Kom i studiepraktik på Institut for Geoscience
Går du og overvejer at læse Geoscience på Aarhus Universitet? Så kan du komme i studiepraktik onsdag-fredag i uge 43 og prøve, om det er noget for dig.
Felttur med prøveindsamling
Vi går enten ombord på forskningsskibet Aurora og drager ud på vandet eller tager ud i et vådområde for at indsamle geologiske (borekerner) og geofysiske (seismiske) data, der kan fortælle om tidligere tiders og nuværende klimaændringer på Jorden.
Senere på ugen tager vi prøverne med i laboratoriet og kigger nærmere på, hvad de viser.
Ekskursion: Geologi og bæredygtighed
Du kan oplev nogle af tidens vigtige energikilder helt tæt på og (måske) finde et fossil, når vi tager afsted til flere spændende lokationer.
På øen Fur skal vi kigge nærmere på det helt specielle moler, der er aflejringer fra havbunden for 55 mio. år siden. Moleret er meget porøst og indeholder ofte fossiler, som du kan være heldig af finde i lagene. Via de forskellige lag fra havbunden er det muligt at se, hvordan Jorden for mange millioner år siden er blevet påvirket af temperaturstigninger og klimaændringer.
Vi satser på at få god vind i håret, når vi besøger det nationale testcenter for store vindmøller i Thy. Her kommer du helt tæt på fremtidens vindteknologi. Med imponerende 150-240 meters tiphøjde er møllerne op til 100 meter højere end de vindmøller, du normalt ser andre steder i Danmark.
Endnu en bæredygtig energiform er geotermi. Her bliver det varme og saltholdige vand, der findes i undergrunden udnyttet i fjernvarme systemet. Den geotermiske energiform er CO2 neutral og har en lovende fremtid. Vi får en rundvisning på det geotermiske anlæg i Thisted, der er et pioneranlæg i Danmark.
Det kræver fysisk deltagelse på ekskursion og felttur.
Lektioner og laboratorieundersøgelser
Nu er det tid til at se nærmere på de indsamlede prøver og data. Du får viden gennem forskellige lektioner og mulighed for at arbejde med de indsamlede prøver i laboratoriet.
Det er muligt at deltage online ved lektionerne.
Meningen med studiepraktik er, at du kan prøve kræfter med Geoscience og se, om det er noget for dig, inden du starter. Vi sammensætter programmet, så du får en smagsprøve på flere aspekter af det at studere hos os.
Undervisningen er tilpasset gymnasieelever både med og uden geovidenskab på skoleskemaet, så der vil både være noget for dig, der allerede ved en masse, og dig, der måske ikke ved så meget om Geoscience endnu.
Du finder mere info om studiepraktik på studiepraktik.nu, hvor du også kan ansøge om at deltage i studiepraktik.