Gennem en årrække har dette større feltkursus været en hjørnesten i uddannelsen i geologisk kortlægning. Kurset, som afholdes ved Slemmestad i Norge, indgår som en afsluttende obligatorisk del af første års undervisning.
Sammen med en makker er du i felten og kortlægger et område syd for Oslo. Hver dag er du ude i naturen og arbejder med at tage målinger af geologiske strukturer og tegne et geologisk kort. Her kan du direkte anvende den teori, du har lært i løbet af semesteret. Vi bor i et smukt område lige ved fjorden, hvor vi har mulighed for at slappe af, men der arbejdes også med opgaver om aftenen.
Kursets formål er at give deltagerne erfaring med etablering af geologiske kort baseret på egen indsamling og organisering af feltobservationer. Området er passende komplekst med en varierende fossilførende sedimentær lagserie, der har gennemgået diagenese (hærdning) og er blevet foldet, overskudt og forkastet gennem en periode på over 400 millioner år. Kurset integrerer en række discipliner, der er undervist i studiets første år, herunder strukturgeologi, palæontologi, stratigrafi og tektonik