DU ER HER: Besøgsservice » Tilbud til Folkeskolen

Arrangementer for folkeskoler

Vi fortæller og laver små praktiske demonstrationer/øvelser om geologi og geoteknologi generelt, bl.a. pladetektonik (jordskælv, vulkaner) og livets historie (fossiler) samt råstoffer (grundvand, kulbrinter og malme) og hvordan vi finder dem (geofysik).

Antal deltagere:
Vi kan tilpasse tilbuddene til grupper mellem 10 og 90 elever fra 4. – 10. klassetrin.
Dog vil muligheden for f.eks. ”at se og røre ved fossiler” være begrænset, hvis der er mere end 30 elever.

Varighed:
Alt efter ønske vil arrangementet strække sig over 1 - 2 timer.  


  • Tilbud 1:
    Den dybe fortid og den lange fremtid - hvor lang er den, og hvordan kan vi vide det?
    Geologi drejer sig jo om den helt gamle verdenshistorie og den helt lange vejrudsigt (klimaet).
    Vi fortæller om de store begivenheder i Jordens fortid, og vi skal forstå de store processer, som meget langsomt men med uhyre kræfter har skabt kontinenterne, livet og vore smukke landskaber.
    Vi vil lave en tidslinje, hvor eleven kan se sit eget liv, vikingerne, neanderthalerne, dinosaurerne, livets opståen og Big Bang.
    Man kan få lov til at røre ved gamle dyr og Danmarks ældste sten.
    Vi skal også kigge ind i den dybe fremtid: Hvornår styrter Himmelbjerget i Vesterhavet? Hvornår kan vi bygge bro fra Grenen til Gøteborg? Hvornår forsvinder Atlanterhavet? Og hvornår og hvordan går Jorden under?
  • Tilbud 2:
    Skattejagt med elektrisk strøm
    Her fortæller vi om moderne grundvandseftersøgning. Vi prøver i fællesskab at sende strøm gennem forskellige slags jord, og vi prøver faktisk også at finde skjulte lerlag og sten under jorden med elektrisk strøm. Eftersøgning af malm vil også blive berørt. Tilbuddet er tillempet efter folkeskolen ud fra gymnasietilbuddet af samme navn .

Har I specielle ønsker til emner som f.eks. klima, grundvand, gletschere, mineraler m.v. kan vi farve oplægget efter dette.


Forslag til undervisningsforløb for folkeskolen: Klima - før og nu
til inspiration for undervisere.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 15.03.2010